Søndag den 8. december. AGF tager imod Lyngby i Superligaen. Vinterens kulde og nedbør har sat sine spor på tilskuerpladserne såvel som på grønsværen. Alligevel har AGF-tilhængerne formået at fylde stemningstribunen, og de står nu og håber, at de kan synge deres hold på sejrskurs.
Af Jacob Rasmussen
”… Ja, godnat Malaga, godnat København. Jeg lukker mine øjne i Århus.”
Traditionen tro markerer Thomas Helmig-hittet ”Malaga” på stadionanlægget, at der kun er ganske få minutter til kampstart på Ceres Park i Århus.
I spillertunnellen står de 22 udvalgte til dagens kamp – 11 fodboldspillere fra henholdsvis AGF og gæsterne fra Lyngby BK. Klar til at gå på banen. Klar til at jagte sejren og tre point.
30-årige Jesper Juelsgård, der til dagligt tørner ud for AGF, er ikke valgt til dagens startopstilling. Ikke desto mindre ved han bedre end mange andre, hvordan det er at stå klar i spillertunnellen under tusindvis af hujende tilskuere. Det skyldes blandt andet optrædener på landsholdet og en lang klubkarriere, der blandt andet også indbefatter FC Midtjylland og Brøndby IF:
”Det er noget helt specielt. Når jeg står dernede og kan høre, at fansene er godt i gang, så bliver jeg utroligt tændt. Så glæder jeg mig til at komme ud og spille.”
Betingede reflekser
Jesper Juelsgård er dog ikke den eneste fodboldspiller, der bliver tændt af lydkulissen på stadion. Faktisk er det mere reglen end undtagelsen, forklarer hjerneforsker Peter Vuust, der er professor ved Aarhus Universitet og Det Jyske Musikkonservatorium samt leder af Center for Music in the Brain.
”Musik og lyd har en emotionel effekt. Når AGF eksempelvis spiller Thomas Helmig på stadion inden deres kampe, så skaber de nogle betingede reflekser i spillerne, der gør, at kroppen ved, ’nu er det nu´. Det er det, man kalder klassisk betingning,” siger Peter Vuust.
Det samme princip ser man især hos boksere, der går ind i bokseringen til et bestemt stykke musik for at øge deres såkaldte arousal og sætte kroppen i det rigtige mode. Arousal dækker over, hvor meget gang der er i det sympatiske nervesystem, som blandt andet udskiller adrenalin i hjernen og i kroppen. Det er altså et udtryk for vågenhed og parathed, og en høj arousal forbedrer ens ydeevne.
”I mange sportsgrene er en vis grad af aggressivitet godt, og det ved vi, at lyd kan medvirke til at stimulere,” siger Peter Vuust.
Lydkulissen er afgørende
Der er spillet 27 minutter. Gæsterne fra Sjælland fører 1-0, og Thomas Helmig har for længst gjort, hvad han kunne. I stedet kan man fra hjemmeholdets fanafsnit høre utallige gentagelser af enstavelsesordet, som alle danske fodboldtilhængere formentlig kender og tilsyneladende finder anledning til at flette ind i samtlige slagsange.
Og så sker der noget. En god aktion ender med et farligt frispark til AGF nogle meter udenfor Lyngbys straffesparksfelt. Hele stadion begynder at mumle højlydt – og forventningsfuldt. En trommehvirvel breder sig på lægterne, idet AGF-spilleren, der er udset til at sparke frisparket, påbegynder sit tilløb.
”Dong!”
Et kanonerende spark bliver pareret op på overlæggeren og videre ud til de fremadstormende angribere i målfeltet. Et sug går gennem publikum, og i et splitsekund er der helt stille på Ceres Park, indtil en af de hvidblusede kommer først på bolden og udligner kampen med et behersket hovedstød. Med klapsalver og sang tiljubles målscoreren og holdkammeraterne af de knap 6.200 fremmødte tilskuere, der holder med De Hvii’e, som Aarhus-mandskabet hedder i folkemunde.
Ifølge Peter Vuust bør jublen dog gå begge veje. Han mener nemlig, der er en overvejende sandsynlighed for, at udfaldet af frisparksituationen havde været helt anderledes og altså ikke givet mål, hvis kampen var blevet spillet på et tomt stadion.
”Mennesker præsterer generelt bedre under lydpåvirkning. Hvis man ser de kampe, hvor et hold er blevet tvunget til at spille for tomme tribuner, så er det sjældent god fodbold, man er vidne til,” siger Peter Vuust.
Denne teori kan man også se eksempler på på travbanen, fortæller han. Her har hestene ørepropper i, når de løber rundt. Hvis man så skal have hesten til at give det sidste, så trækker kusken ørepropperne ud, så den kan høre publikum og hestene omkring sig, og så løber den stærkere.
”Hvis det virker for dyr, virker det typisk også for mennesker,” fortæller Peter Vuust.
Hjemmebanefordel
Der hersker stor tvivl om, hvorvidt begrebet hjemmebanefordel rent faktisk har hold i virkeligheden. Ikke desto mindre vurderer Peter Vuust, at der er en vis sandsynlighed for, at det kan være er kampafgørende at spille på eget græs.
”Vi ved fra en del musikforsøg, at man spiller bedre musik, hvis man tænker, ’jeg er den bedste’ så at sige. Det samme gælder formentlig, når man spiller fodbold på hjemmebane. Her giver de opmuntrende sange og tilråb spillerne fornemmelsen af, at de er i trygge rammer hos folk, der vil en det godt. Det har typisk en positiv effekt på mennesker,” siger han.
Omvendt kan det også virke hæmmende for udeholdet, hvis tilskuerne tydeligt er imod dem. Derfor ser man ofte, at fodboldspillere og andre sportsfolk får mentaltræning, så de ikke lader sig påvirke af den slags modgang.
Lyd er smertelindrende
Kampen er i de døende minutter. Stillingen er stadig 1-1 på trods af fansenes ihærdige opbakning. Der bliver sunget ”Kom så De Hvii’e” i kanon mellem tribunerne som et desperat forsøg på at presse en sidste kampafgørende aktion ud af spillerne. Men resultatet forbliver uafgjort til tydelig skuffelse for både AGF’s spillere og fans.
Til trods for slutresultatet mener Jesper Juelsgård, der blev skiftet ind i slutningen af første halvleg, at lydkulissen rent faktisk giver ham mere energi i kampen. Særligt til sidst.
”Kan man høre publikum og mærke stadion gynge, giver det bare noget ekstra, når benene er lidt trætte. Det er 2-10 procent, der betyder, at man kan lave en sidste afgørende spurt eller tackling,” siger Jesper Juelsgård.
Peter Vuust anerkender, at der kan være noget om snakken, og forklarer, at musik og lyd faktisk har en smertelindrende effekt:
”Vi ved fra smerteforskning, at musik giver et behageligt rum, som man kan søge over i, når det for eksempel gør for ondt. Musikken afleder vores opmærksomhed fra smerten, hvilket betyder, at vi kan holde længere.”
Rent videnskabeligt er det altså ikke uvæsentligt, om Thomas Helmig spiller over stadionanlægget inden et opgør på Ceres Park, eller om fansene tordner igennem med slagsange på tribunen.
Det er et imidlertid et meget subtilt spil, vi indgår i, når det kommer til lyd, understreger Peter Vuust, og udfaldet af en fodboldkamp kan ikke udelukkende tilskrives lydkulissen – i hvert fald ikke altid.
Skriv et svar