Region Midtjylland og Folketinget har stærke ønsker om at etablere en Kattegatforbindelse henover Samsø. Projektet skal binde Danmark bedre sammen og gøre Østjylland til et udviklingsområde på lige fod med København

Af Jacob Rasmussen

I Region Midtjylland arbejder man intenst på at realisere ønsket om at få opført en bro fra Hou til Røsnæs, så man kan komme hurtigere fra Jylland til Sjælland og omvendt. Kattegatforbindelsen, som den også bliver kaldt, skal sikre, at København ikke stikker af fra resten af Danmark, når det kommer til udvikling, og den skal samtidig aflaste trafikken henover Fyn. 

Projektet møder dog stor kritik fra samsingerne, der ikke ønsker en bro tværs over Samsø. 

Per Urban Olesen (KF), der er medlem af kommunalbestyrelsen i Samsø Kommune og formand for Erhvervs og Bosætningsudvalget, er ’meget kritisk stemt’ overfor en bro henover Samsø, da det vil være ’ødelæggende for øen’. Han erkender dog samtidig, at samsingerne er nødt til at søge et kompromis for at få indflydelse på projektet.

”Vi 3650 samsinger har ikke ret meget at skulle have sagt i det her. Vi skal søge så meget indflydelse som muligt. Hvis vi stiller os på bagbenene og siger ’nej, det her vil vi ikke under nogen omstændigheder’, så tror jeg bare, at vi bliver overtrumfet helt,” siger Per Urban Olesen.

Hanne Roed (RV), der er 1. næstformand i Region Midtjylland og medlem af Udvalg for regional udvikling er derimod stor fortaler for en Kattegatforbindelse over Samsø. Hun mener, at det er ’nødvendigt for at undgå islandske tilstande’, hvor der kun er udvikling ét sted. 

”Hvis man virkelig vil have udvikling i hele landet, så er man også nødt til at lave nogle tiltag i den retning. Ellers kan vi også bare lukke og slukke Jylland og sige, at ulvene har det fint herovre,” siger Hanne Roed. 

Per Urban Olesen håber, at samsingerne bliver inddraget i beslutningsprocessen og peger på, at en nedgravet tunnelløsning på den sydlige del af Samsø vil være til at leve med.

Hanne Roed støtter op om samsingernes ønsker om inddragelse, men forklarer samtidig, at en tunnelløsning er væsentligt dyrere, og at man endnu ikke ved, hvorvidt en nedgravning rent fysisk kan lade sig gøre. I den forbindelse fastslår hun også, at en Kattegatforbindelse er vigtigere end at imødekomme samsingernes ønsker. Hun konstaterer desuden, at Samsø vil blive ’fuldstændig omkalfatret’, uanset hvordan Kattegatforbindelsen passerer Samsø.

”Det vil blive et bosætningsområde – et helt andet samfund. Men det vil også give nogle muligheder for Samsø såsom dagsturisme,” siger Hanne Roed.

I videoen nedenfor forholder Hanne Roed sig til samsingernes ønsker om tunnelløsning og linjeføring: