Hvad der blot skulle have været en almindelig dag på jobbet, ændrede Jannicks liv. 

Af Jacob Rasmussen

21-årige Jannick fik sig en ubehagelig oplevelse, da han netop var startet i job hos et anlægsgartnerfirma på Sjælland. Jannick skulle grave ud og lægge ledninger på en arbejdsplads i Virum, men da han ikke er uddannet indenfor branchen, skulle han følge en ældre kollega fra området. Ifølge Jannick var kollegaen meget streng og aggressiv. Tingene skulle bare gøres, og der var under ingen omstændigheder plads til spørgsmål på trods af Jannicks manglende ekspertise. 

”Da jeg ikke havde prøvet nogen af de her ting før, blev han helt vildt sur. Han begyndte at råbe ad mig, og det var virkelig ubehageligt,” fortæller Jannick. 

Udenfor arbejdstiden var stemingen dog en anden. Jannick forklarer, hvordan kollegaen fuldstændig skiftede karakter, når de fik fri.

”Han var mere afslappet, sjov og snaksaglig i pauserne. Men lige så snart det var arbejde igen, blev han utrolig seriøs og talte altid i en meget hård tone,” siger han og giver udtryk for, at han allerede her var meget opmærksom på kollegaens afvigende adfærd.  

Utallige løgne og en grusom sandhed

Jannick fortæller efterfølgende om en episode, hvor de sidder og snakker i bilen på vej hjem. Her fortæller kollegaen om et genialt betting-system, han har opfundet. 

”Han fortalte, at han ofte trak penge ud. Det var 20.000 den ene dag, 40.000 den anden,” siger Jannick.

Men Jannick var skeptisk, for han havde for nyligt læst en bog om at oddse, og her forklarede en ekspert udførligt den eneste måde, hvorpå man kan omgå bookmakernes regler.  

”Jeg var sikker på, at min kollega løj. Den metode, han prøvede at forklare mig, kan ikke lade sig gøre uden indgriben fra bookmakerne. Så det ville være urealistisk at vinde så mange penge på så kort tid,” fortæller Jannick hovedrystende.

Køreturen forsatte med utallige løgne, men historien, der for alvor fik Jannicks alarmklokker til at ringe, var dog af mere voldsom karakter.

”Han fortalte på et tidspunkt, at han havde siddet i fængsel, og da jeg spurgte hvorfor, kunne jeg se, at han nøje overvejede svaret. Her vidste jeg med det samme, at den var gal,” siger Jannick.

Kollegaen havde efter eget udsagn siddet i fængsel for at have truet sin ekskone, men Jannick var klar over, at det ikke kunne være den eksakte sandhed. Derfor besluttede han sig for at undersøge kollegaen nærmere. 

”Han havde siddet inde for mordforsøg. Jeg fandt ud af, at han havde forsøgt at skyde sin ekskone, men geværet var ikke gået af”, fortæller Jannick rystet.

Aldrig igen

Denne oplevelse påvirkede Jannick meget, og derfor sagde han kort tid efter op som anlægsgartner.     

”Når jeg stod op, havde jeg ikke lyst til at tage på arbejde,” fortæller Jannick og forklarer, hvordan han sidenhen har søgt en helt anden levevej.

”Jeg vil kæmpe for at få et fedt arbejde, som jeg brænder for, og hvor jeg ikke skal omgås sådanne typer,” siger han.

Jannick drømmer nu om at blive journalist, hvorfor han netop er startet på DMJX. En uddannelse, der, ifølge ham selv, forhåbentlig kan føre til et job, hvor han ikke skal være på vagt overfor lystløgnere og potentielle mordere.

“Jeg vil arbejde et sted, hvor man skal bruge hovedet mere end hænderne. Jeg kan forestille mig, at der er en anden tone, når man er journalist,” siger Jannick afslutningsvist.